Belugalinsesalat

Proteiner hører vi så tit at vi skal spise, helst morgen, middag og aften. Det er sundt, det giver en masse energi, og det giver muskelmasse!

Men en bøf til morgenmad?

Der springer jeg altså over, og jeg har for længst fundet ud af, at det handler om balance. Den balance, vi hver især skal finde, også når det gælder fordelingen af proteiner og kulhydrater.

Her kommer en rigtig favorit, som jeg selv serverer til aftensmad, gerne sammen med en lækker, lille kalvebøf.

Men i Libanon hvor opskriften stammer fra, ja – der er dette her altså morgenmad! Hvis man er håndværker, eller læser til eksamen, eller bare fordi det er søndag, og man trænger til at blive forkælet.

Jeg vil vove at påstå, at salaten glider væsentligt bedre ned fra morgenstunden end en bøf – hvis man er på dén galej ;).

Her kommer en standardportion til en enkelt som hovedret evt med godt brød til, eller som tilbehør til to.

Ingredienser:
1 dl beluga eller du Puy linser
1 citron, presset
1 tsk salt
1/4 tsk peber
1-2 tsk pesto
3 forårsløg, i fine skiver
2-3 tomater (á 100 g)
Evt. 1 avocado
Evt. spæde spinatblade
Evt. frisk basilikum

Fremgangsmåde:
Pil linserne for evt. småsten, og skyl for evt. støv (eller køb dem i Irma, så er de klar lige fra posen). Kog dem møre i 2 dl vand uden salt i 20 min. Saltet forhindrer linserne i at koge møre, og tilsættes derfor først bagefter.

Rør imens en marinade af citronsaft, pesto, salt, peber og forårsløg i fine skiver. Hold lidt igen med citronsaften, og smag til: Marinaden skal smage intenst syrligt og aromatisk, saltet skal balancere syrligheden. Husk linserne smager ikke af så meget, der skal noget til for at give dem kant.

Hæld kogevandet fra linserne, og vend marinaden i, mens de er varme, så suger de bedst.

Læg marinerede linser på en bund af spæde spinatblade på et pænt fad. Pynt med hakkede tomater og evt. hakket avocado. Stænk med lidt god olivenolie.

Salaten kan spises lun eller kold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *