Grov kartoffelmos

I aften skal vi have noget lidt usædvanligt: Millionbøf! Det er en klassiker, men kommer ikke på bordet så tit. Men millionbøf er god og hyggelig vintermad, så det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, at det er længe siden sidst.

Jeg har før prøvet at liste lidt grønt i millionbøf uden held – det smager bare forkert, desværre. 
Men så kan man jo prøve med kartoffelmosen, og dét virker.
Køleskabet er støvsuget for små kartofler med fin skal. Dem har jeg næsten altid på lager, og altid på køl, for så holder de længe – der kan gå et pænt stykke tid mellem at der kommer kartofler på bordet hos os. De skal bare skylle lidt, og ses efter, der er ikke det store at ordne ved dem. For de skal selvfølgelig i mosen med skal. 
Er det ikke lige dem man har, gør det ikke så meget. Men brug ikke bagekartofler, de smager simpelthen af for lidt i en kartoffelmos.
Ingredienser (2-3 personer):
1 kg kartofler, i tykke skiver
1-2 gulerødder, flækket og skåret i skiver
1-2 stilke bladselleri, i fine skiver
1 håndfuld bredbladet persille
50 g smør eller efter smag
Mælk/kartoffelvand efter smag
1/2 tsk friskrevet muskatnød
1 muskatblomme, knust
1/2 tsk friskkværnet sort peber
1-2 tsk salt
Fremgangsmåde:
Vask kartoflerne, skær evt. ujævnheder væk, og skær dem i tykke skiver.
Flæk gulerødderne, gerne på begge leder. Når gulerodens midterkerne skæres op, bliver gulerødderne mindre søde under tilberedning, hvilket er en fordel i en salt ret. Skær herefter gulerødderne i skiver.
Skær bladselleri i fine skiver. Klip de grove stilke fra den bredbladede persille, men lad de fine stilke blive på.
Smid hele herligheden i en tykbundet gryde. Jeg bruger en sautégryde med stor overflade. Hæld vand på så det lige knap dækker. Undlad salt, det giver “lang” kartoffelmos, som man siger i Jylland (altså gummiagtig).
Kog under låg til kartoflerne er møre, alt mellem 12 – 20 minutter, afhængigt af kartoflerne.
Sluk herefter under gryden, og hæld kogevandet fra – husk det skal bruges senere.
Tilsæt smør, salt og krydderier, og kør kartoffelmosen glat med håndmixer (ikke stavblender, så bliver mosen “lang”).
Tilsæt nu mælk/kartoffelvand under piskning, til den ønskede konsistens opnåes – altså som du selv kan lide det. Selv foretrækker jeg en ret fast mos, og har måske nok en lille præference for kartoffelvand fremfor mælk. Smag til for salt, og servér.
Hvis der er kartoffelvand til overs, er det godt at gemme og bruge til hvad som helst i madlavningen, i stedet for postevand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *