Morgen Kick-Start

Svingende blodsukker er en lille feature, som vist en del mennesker kæmper med. Den er svær at forklare som barn, som voksen lærer man efterhånden at advare omgivelserne om at man får hugtænder, hvis ikke man får mad – nu!
Men selvom man kan håndtere det ved at sørge for at spise regelmæssigt og fornuftigt sammensat, så ville det altså stadig være lidt rarere ikke at være helt så sart overfor det.
Og så er det, at man en gang i mellem er heldig. Naturligvis ad omveje. På fuldstændig ufornuftig vis bestilte jeg det smukkeste og mest anvendelige yoga-træningstøj hos ullasteen.dk. Det hedder Devi, er produceret i Brasilien (hvilket forklarer snit og pasform ;-D), og er ganske enkelt bare for fedt. Det eneste jeg har fundet på samme niveau er Asquith of London, som kan kombineres meget fint med Devi.
Således inspireret fik Ulla og jeg os en rigtig god snak pr. e-mail. Og her er så opskriften:


“Start dagen med et glas kogt varmt vand, med saft fra revet ingefær og friskpresset citron. Gerne med en lille smule honning. Det stabiliserer dels blodsukker, men også din fordøjelse. Det har jeg gjort i mange mange år, og jeg er ikke sulten før 2 timer efter – ovenikøbet har jeg morgenyoga inden jeg spiser. Min fordøjelse virker upåklageligt og hele systemet bliver renset igennem.

Du river blot din ingefær på råkostjernet, vrider det revne “pulp” ned i glasset og dejlig saft kommer ud af din hånd. (-:

Og så smager det godt.”
Jeg hælder nu både pulp og saft i, for at få så meget ingefær som muligt. 
Om aftenen lægger jeg 12 mandler i blød i koldt vand. Dem spiser jeg til. Egl. skal de smuttes, men det når jeg ikke om morgenen, der bliver vandet blot hældt fra. Mandlerne hjælper også på at stabilisere blodsukkeret, og giver lidt bund i maven, hvis man som mig er lidt rigeligt generøs med ingefær og citron. For – det smager jo godt! Og så hjælper det altså også på morgen-aura fra migræne, hvis man lider af den slags.

Dette er jo ikke i stedet for morgenmad. Jeg spiser stadig et stykke groft brød og drikker en kop the. Men jeg er allerede ved morgenmaden mindre sulten end ellers, og er i langt større balance hele dagen. Jeg går faktisk ikke længere sukkerkold om eftermiddagen. Det er nok med en gulerod, et æble, lidt nødder eller hvad der nu er i frugtskålen på job.

One Comment Add yours

  1. spiceMistress siger:

    Helt enig – jeg kan bare godt lide det med citron, og så en antydning af honning :).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *