Morgenboller

Der er der ikke meget der slår morgenbrød af økologisk/biodynamisk mel med kimen og skaldele intakt.

Der er de sunde argumenter om at få de B-vitaminer gennem kosten, som Sundhedsstyrelsen forestiller sig vi får hver dag. De B-vitaminer, der b.la. sørger for at vi kan blive bedsteforældre en dag.

Og så er der det helt enkle, at hjemmebag af ordentligt mel smager godt! Og føles godt i maven.

Når det kører, bager jeg nedenstående portion hver søndag. Den bliver frosset ned, og varer hele ugen – og smager nybagt hver dag på den måde. Det er ikke altid det kører. Men når det gør, sparer det faktisk både tid og penge i dagligdagen.

Opskriften er stykket sammen af opskrifter fra Camilla Plum og Richard Bertinet, tilsat gode råd fra Aurion og Skærtoft Mølle, samt alle mine egne påfund.

Ingredienser
1.350 – 1.450 g mel IALT, heraf:
     • 200 g grovvalsede havregryn
     • 250 g groft mel, gerne ølandshvede (højst 1/3 af melet)
     • Resten (ca 900 g) fintsigtet spelt
60 g øko gær (80 om vinteren) – el. 75 g alm. gær
3 tsk salt (flagesalt eller andet groft salt)
1/2 – 1 tsk sukker
12 kardemommekapsler, skrællede og stødt
900 dl håndvarmt vand
3/4 dl raps-/olivenolie
1 spsk citronsaft (for at øge hæveevnen, se Tips & Tricks nedenfor)

Fremgangsmåde
Bland havregryn, mel, salt, sukker, kardemomme. Smuldr gæren heri.
Pres citron i håndvarmt vand, hæld i melet sammen med olie.

Rør 10 – 20 min i røremaskine, til dejen er blank og spændstig. Lad dejen hæve lunt under et fugtigt klæde i ca. 30 min., til den er marshmallow-agtig at føle på (prøv forsigtigt med et let tryk).

Form dejen til boller, og lad dem efterhæve lunt i ca 40 min. under et fugtigt klæde, så de ikke tørrer ud.

Bag bollerne i 24 min. ved 200 grader (snyd: 2 plader ca. midt i ovnen, byt om efter 12 min.).

Nyd straks en bolle med smør og muscovadosukker – bedre end brunsviger! 🙂

Pak i plastposer og frys så snart de er kølet nok til ikke at smelte posen. På denne måde bevares fugten.

Tø kort op i mikroovn for at vække krummen (også hvis de bare skal varmes), og rist så på brødrister.

Tips & Tricks
• Brug biodynamisk/økomel med kim og skaldele (da 1.400 – 1.450, det er ikke så tørt som andet mel).
• Hold ikke noget af melet tilbage. Det bedste resultat fås ved at putte hele mængden i på én gang. Så kan man justere næste gang man bager.
• Brug grovvalsede havregryn, de giver meget luftigere boller end fintvalsede.
• Ascorbinsyre øger hæveevnen, men er ikke tilsat økomel. Tilsæt derfor lidt citronsaft.
• Sukker og salt sætter gang i hævningen.
• Dejen er hævet, når den er marshmallow-agtig at føle på. Hævetiden kan snildt tage 2-3 gange så længe om vinteren – husk da citron og sukker! Det giver nogenlunde normal hævetid på trods af kulden.
• Ølandshvede har en blød glutenstruktur, og må derfor ikke hæve for længe. Så bliver bollerne (for) flade. Så.. Glem ikke dejen!
• Man kan ikke ælte en dej for længe, iflg. Camilla Plum. Det lyder voldsomt med 20 minutter, men bollerne bliver markant bedre af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *