Ratatouille

Courgette, squash, zucchini – kært barn har mange navne, siger man. Men pas på! I dette tilfælde er det ikke rigtigt. De kommer fra samme familie, det er nemt at genkende dem som meget nært beslægtede, men jeg har endnu ikke mødt en squash, jeg havde lyst til at spise. Courgetter er derimod en helt anden snak. Det er muligt, at zucchini blot er det italienske ord for courgette, det skal jeg ikke kunne sige.
Men det er nemt at kende den ægte vare: De skal være sart lysegrønne, og skallen skal være meget, meget tynd. De er fine uanset om de er aflange eller runde, men jo mindre de er, jo bedre. Når de er mørkegrønne og store, har man fået fat i squash.
Hvad er så forskellen i smag? Squash er grov i kødet, og smager ganske enkelt kedeligt. Det er meget svært at få kødet til at suge en god sauce, hverken tomat, citron eller salt bider nævneværdigt på den. Courgetten har et florlet kød, der suger smag meget fint, og blander sin egen smag med saucen helt fortrinligt. Den smager lidt sødligt, og får derfor meget fint modspil af salt og syrligt.
Man kan godt spise dem rå, men man kan helt klart også lade være ;-D – de skal tilberedes forsigtigt, til kødet virker gennemsigtigt (dvs. den opak hvide farve viger for en sart grønlig og gennemsigtig). Først da er de møre. Og smager de godt.

Ratatouille i mange afskygninger er en ret jeg er vokset op med, og egl. aldrig har været så begejstret for. I mit barndomshjem var den for bastant tomatiseret. Men så kom Pixar med deres Ratatouille tegnefilm (hvor man – åh, Gud! – ser hele Mauviels kollektion af fabelagtige kobbergryder, potter og pander), og så måtte jeg jo bare lige prøve… Det er forbavsende nemt, ser fantastisk ud, og smager af sommer og sol – perfekt tilbehør til en god steg, bøffer på grill, eller bare med et stykke godt brød til.

Tilbehør til 4 personer / hovedret til ca. 2.

Ingredienser
Ca. 1/2 aubergine
Ca. 1/2 courgette (Irma har dem, når de har italiensk uge..)
3 tomater
3 forårsløg
1 håndfuld bredbladet persille
2 – 4 kviste timian
½ ds. tomater (fx De Cecco cherry tomater)
saft fra ½ citron
1 spsk olivenolie
1/4 tsk peber
1/4 tsk allehånde
1 knsp kanel
1 tsk salt

Fremgangsmåde
Rør tomater fra dåse med salt, peber, allehånde, kanel og olivenolie. Smag til, tilsæt saft fra ½ citron eller efter smag.

Fordel saucen jævnt i bunden af et ovnfast fad (jeg bruger et rundt fad på 25 cm Ø), fordel herover finthakket persille og forårsløg i fine skiver.

Skær grøntsagerne papirtyndt (mandolin eller skarp kniv). Del auberginestykker i kvarte, når den tykke del af auberginen nås. Læg skiftevis aubergine, courgette, tomat hele vejen rundt langs kanten. Lav endnu en ring i midten. Giv et let drys salt og peber, og sæt i ovnen under låg (så det ikke koger tørt) ved 200° i 30-40 min, til courgetterne er gennemsigtige, og altså møre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *